Snart kører der dobbelt så mange natbusser
Det skal være nemmere at komme sikkert hjem fra byen. Derfor øger vi antallet af natbusafgange på de regionale A-ruter fra sommeren 2026.
Til sommer er der godt nyt til dig, der skal hjem fra en tur i byen – eller måske fra en nattevagt.
Vi indsætter nemlig flere natbusser, så der fremover vil være afgang én gang i timen natten efter fredag og lørdag på alle de regionale A-ruter.
- Vi ved, det er et kæmpe ønske fra især de fynske unge, at de får flere muligheder for at hoppe på bussen og komme både nemt og trygt hjem fra byen om natten. Derfor er jeg glad for, at vi nu tager første store skridt for at imødekomme lige præcis det ønske og sender flere busser på gaden i de sene timer på Fyn og Langeland, siger Tim Vermund, der er bestyrelsesformand for FynBus.
Enklere køreplan
Hvor der i dag er forskel på antallet af natbusafgange på de forskellige regionale A-ruter, vil der fra sommeren 2026 være afgang mindst én gang i timen i begge retninger på stort set alle disse ruter.
Ændringen betyder også, at der som noget nyt vil køre natbusser mellem Svendborg og Rudkøbing.
En tryggere rejse
I efteråret 2024 gennemførte FynBus en større markedsundersøgelse, og her viste et af de store ønsker sig at være flere natbusafgange. Ikke overraskende var det især de yngre kunder, der efterspurgte muligheden for at kunne komme sikkert hjem fra byen om natten.
FynBus lægger vægt på, at de ekstra afgange både giver en bedre service, mindre risiko for spritkørsel, samt mere sikkerhed og frihed for især de unge.
Samlet set øger vi mængden af natbuskørsel med 97 %, hvilket vi forventer vil medføre en passagervækst på 19.500 om året.
| Rute | Strækning | Afgange pr. nat i hver retning i dag | Afgange pr. nat i hver retning fra sommeren 2026 |
|---|---|---|---|
| 100A-102 | Assens-Glamsbjerg-Odense-Kerteminde | 2 | 4 |
| 200A | Otterup-Odense | 4 | 4 |
| 300A | Bogense-Odense | 2 | 4 |
| 400A | Faaborg-Odense | 1 | 4 |
| 800A* | Nyborg-Svendborg-Faaborg | 2 | 2 |
| 900A* | Nyborg-Svendborg-Rudkøbing | 0 | 2 |
* ruterne kører begge på strækningen Nyborg-Svendborg, der dermed får 4 afgange.