---
title: "Nye køreplaner og nye rutenumre til august"
description: "Se hvad der sker, når vi skifter køreplaner 2. august 2026"
date: "2026-06-22"
created: "2026-06-22"
---

[Hjem](https://fynbus.dk/)

                    [Om FynBus](https://fynbus.dk/om-fynbus)

                    [Presse og kommunikation](https://fynbus.dk/om-fynbus/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder](https://fynbus.dk/om-fynbus/presse-og-kommunikation/nyheder)

                [Nye køreplaner og nye rutenumre til august](https://fynbus.dk/om-fynbus/presse-og-kommunikation/nyheder/nye-koereplaner-og-nye-rutenumre-til-august)

# Nye køreplaner og nye rutenumre til august

Det er en rigtig god idé at tjekke allerede nu, om ens bus også har samme rutenummer efter sommerferien. Når vi skifter køreplaner for både regionale og lokale ruter 2. august, får mange ruter nemlig nye numre.

        ![](https://fynbus.dk/i/MOLIRIMEDIA/91f99c4a-f7e5-43fb-fde7-08dcfd846118?width=800)

Vi opdaterer køreplanerne for de regionale ruter, bybusserne i Odense, Svendborg, Nyborg og Middelfart, samt de lokale ruter i alle kommuner 2. august.

De største ændringer sker i Odense, samt på de lokale ruter i Assens, Nordfyn og Middelfart Kommune.

Samtidig får nogle af busserne på de regionale ruter og i mange kommuner nye numre.

**Hvorfor skal busserne have nye rutenumre?**

De nuværende rutenumre er til tider svære at finde rundt i. I mange kommuner har de lokale busser numre, der er fra før kommunesammenlægningerne i 2007, samtidig med, at en del ruter er oprettet og lukket siden da.

I Assens Kommune betyder det fx, at de lokale ruter har numrene 260-269, 430-433, 691-693 og 751-753. Fra august hedder de i stedet 510-547.

I Svendborg, Middelfart og Nyborg får bybusserne også nye rutenumre, så de fremover vil have 2 cifre - ligesom bybusserne i Odense.

”*Vi synes, det var på tide at lave et mere logisk system for bussernes rutenumre, så det bliver nemmere for især nye brugere at finde rundt i. Vi ved godt, at mange synes det er irriterende, når vi laver om i numrene – men vi tænker på det som at rive et plaster af. Når først man har lært de nye numre, bliver det lettere at finde rundt i bussystemet*”, udtaler Jan Gudmann Hansen, Plan- og markedschef i FynBus.

**Ny A-rute skaber nye forbindelser i Odense**

I Odense beholder alle bybusserne deres numre, men en helt ny rute kommer til: Rute 12A vil fra 2. august køre fra Skibhusene via OBC, centrum og Læssøegade til Hjallese Station. Blandt andet til glæde for beboerne i Skibhuskvarteret og på den indre del af Læssøegade - og for alle dem, der skal til Sct. Knuds Gymnasium og Skovsøen.

12A vil køre hvert 15. minut i dagtimerne, og hvert 20. minut aften og weekend.

Rejseplanen er allerede opdateret, så man kan tjekke, hvordan man kommer frem på den anden side af ferien – og om bussen har et nyt nummer.

Du kan også finde køreplanerne og få et overblik over ændringerne her på Fynbus.dk.

                            [Læs, hvad vi ændrer på de enkelte ruter](https://fynbus.dk/MOLIRIPAGE/6a307cb0-d082-48ae-ab6c-fdc5771eae66)
