Nye billetpriser fra søndag d. 19. januar 2025
Hvert år i januar regulerer trafikselskaberne i Danmark taksterne i den kollektive trafik. Stigende omkostninger til at drive den kollektive trafik betyder, at priserne på bus- og letbanerejser samt handicapkørsel på Fyn og Langeland stiger med i gennemsnit 3,6 pct. fra 19. januar 2025.
Søndag d. 19. januar reguleres priserne på bus- og letbanerejser på Fyn og Langeland, så priserne samlet set kommer til at ligge indenfor det fastsatte takststigningsloft på 3,6 pct.
Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne i den offentlige transport må stige ud fra et særligt indeks, der afspejler omkostningsudviklingen i sektoren det forrige år.
Korte rejser stiger mest i pris
I FynBus’ takstområde kommer kunderne til at opleve de største prisstigninger på korte rejser. På Fyn og Langeland gælder det fortsat for busrejser, at det er billigere at rejse på rejsekort end at købe en enkeltbillet.
Enkeltbilletter: For voksne stiger taksterne med 1 kr. for rejser på 1-3 zoner, og 50 øre for børn
Rejsekort: Taksterne stiger mest for rejser på 1-4 zoner, mens rejser på 5-14 zoner oprundes til nærmeste hele krone i forhold til 2024-taksterne
Pendlerkort: Taksterne stiger på rejser på 2-11 zoner. Den gennemsnitlige takststigning på pendlerkort er på 3,3 %.
Handicapkørsel reguleres også med 3,6 pct
Prisen for handicapkørsel bliver justeret 20. januar, og følger prisudviklingen for bus- og letbanekørsel.
Fra mandag d. 20. januar stiger minimumsbeløbet for en tur med handicapkørsel med 2 kroner, så satsen lander på 47 kr.
Maksimumsprisen for en tur med handicapkørsel hæves ligeledes. Maksimumsprisen i 2025 lander på 176 kr. Det er en stigning på 6 kroner.