---
title: "Nye billetpriser fra søndag d. 18. januar 2026"
description: "Hvert år i januar regulerer trafikselskaberne i Danmark taksterne i den kollektive trafik. Stigende omkostninger til at drive den kollektive bustrafik betyder, at priserne på bus- og letbanerejser samt handicapkørsel på Fyn og Langeland stiger med i genne"
date: "2026-01-06"
created: "2026-01-06"
---

[Hjem](https://fynbus.dk/)

                    [Om FynBus](https://fynbus.dk/om-fynbus)

                    [Presse og kommunikation](https://fynbus.dk/om-fynbus/presse-og-kommunikation)

                    [Nyheder](https://fynbus.dk/om-fynbus/presse-og-kommunikation/nyheder)

                [Nye billetpriser fra søndag d. 18. januar 2026](https://fynbus.dk/om-fynbus/presse-og-kommunikation/nyheder/nye-billetpriser-fra-soendag-d-18-januar-2026)

# Nye billetpriser fra søndag d. 18. januar 2026

Hvert år i januar regulerer trafikselskaberne i Danmark taksterne i den kollektive trafik. Stigende omkostninger til at drive den kollektive bustrafik betyder, at priserne på bus- og letbanerejser samt handicapkørsel på Fyn og Langeland stiger med i gennemsnit 1,0 pct. fra 18. januar 2026.

Søndag d. 18. januar reguleres priserne på bus- og letbanerejser på Fyn og Langeland, så priserne samlet set kommer til at ligge indenfor det fastsatte takststigningsloft på 1,0 pct.

Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne i den offentlige transport må stige ud fra et særligt indeks, der afspejler omkostningsudviklingen i sektoren det forrige år.

## **Enkeltbilletter stiger mest**

På Fyn og Langeland gælder det med de nye takster fortsat, at det er billigere at rejse på Rejsekort end enkeltbilletter i FynBus’ busser og i Odense Letbane.

**Enkeltbilletter**: Taksterne stiger med 1 kr. for rejser på 1-2 zoner og prisen for 3 zoner er 11 kr. dyrere end 1-2 zoner. Herfra stiger prisen med 10 kr. pr. zone.

**Rejsekort:** Taksterne fastholdes for rejser på 1-2 zoner og sættes herefter til 10 kr. pr. ekstra zone indtil 9 zoner. Herfra er prisen 9 kr. pr. ekstra zone.

**Pendlerkort:** Taksterne stiger med 30 kr. for pendlerkort på 4 og 5 zoner med en gyldighed på 30 dage.

Billetterne i Odense (Ung Odense og Odense Nu) er ikke en del af takstreguleringen, og fastholdes på det nuværende prisniveau på hhv. 10 og 15 kroner.

## **Handicapkørsel følger den generelle prisudvikling**

Prisen for handicapkørsel bliver justeret 15. januar, og følger prisudviklingen for bus- og letbanekørsel.

Fra torsdag d. 15. januar hæves minimumsbeløbet for en tur med handicapkørsel med 1 krone, så satsen lander på 48 kr.

Maksimumsprisen for en tur med handicapkørsel sænkes. Maksimumsprisen i 2026 lander på 170 kr. Det er et fald på 6 kroner.

Som noget nyt giver FynBus 20 % rabat på egenbetalingen, når man bestiller handicapkørsel via selvbetjeningsløsningerne og medrejsende får en rabat på 50 %.

                            [Se de nye billetpriser her](https://fynbus.dk/p/MOLIRIMEDIA/83f44550-2f0f-4497-b3ad-08de3554d60d)
