Frikort Odense skal give de mest udsatte borgere fri adgang til bus og letbane
FynBus og Odense Kommune lancerer et nyt frikort til bus og letbane, der skal gøre hverdagen lettere for de mest udsatte borgere i Odense.
Når en FynBus-kontrollør møder en udsat borger i bussen eller letbanen, ender det ofte med en kontrolafgift – og for mange uden mulighed for at betale. Den situation vil FynBus og Odense Kommune nu ændre på med et nyt initiativ.
Ordningen Frikort Odense giver udsatte borgere mulighed for at rejse gratis med bus og letbane inden for Odense Kommune. Målet er at skabe mere værdige møder i den kollektive trafik og give de mest udsatte i byen en bedre mulighed for at bevæge sig frit i hverdagen.
Ordningen træder i kraft 1. december 2025.
Hvordan får man Frikort Odense?
Det er er medarbejdere og frivillige på særligt udvalgte sociale tilbud og NGO'er i Odense Kommune, som kan bestille og udlevere kortet til borgere, de vurderer, har væsentlige sociale udfordringer.
Når FynBus har produceret kortet, får man det udleveret der hvor man har bestilt det.
Frikort Odense kan benyttes til rejser i bus og letbane inden for Odense Kommune. Kortet kan benyttes i både bybusser og de regionale ruter, men ikke til rejser over kommunegrænsen.