Afvisning af passagerer
Passagerer, som er berusede eller som ved deres opførsel forulemper eller på anden måde er til gene for eller forventes at blive til gene for chaufføren eller de øvrige passagerer, kan afvises eller bortvises fra bussen.
Chaufføren kan også afvise passagerer, som ikke har eller ikke vil anskaffe gyldig billet eller kort.
Chaufføren har ansvaret for at rejsereglerne bliver overholdt og kan bortvise passagerer, der ikke følger chaufførens anvisninger. Chaufførens fortolkning af rejsereglerne er umiddelbart gældende.
Aldersgrænser
Til børn under 16 år sælges billetter og kort til ca. halv pris.
Hver betalende voksen/-pensionist kan medtage op til 2 børn under 12 år gratis. Hvert betalende barn kan medtage èt barn under 12 år gratis.
Ved gruppebilletter rejser børn på børnetakst
Ved rejse på turkort/billet til børn kan der i tvivlstilfælde forlanges legitimation (sygesikringsbevis). Kan legitimation ikke forevises, forlanges voksenbillet.
Betaling
Salg af billetter og kort i bussen sker mod kontant betaling. Checks udstedt til entreprenøren på billettens eller kortets pris kan dog accepteres. ID-kort eller Dankort lydende på kontoen skal da forevises.
Chaufføren er kun forpligtet til at tage imod betalingsbeløb op til nærmeste hundrede kroner.
Billetkontrol
Passagerer, der ikke har gyldig billet eller kort, når de bliver kontrolleret af FynBus' kontrolpersonale, skal betale en kontrolafgift.
Kontrolafgiften fastsættes af FynBus. Der henvises til gældende takstfolder. Betaler man ikke beløbet kontant ved opkrævning i bussen, har man pligt til straks at oplyse navn og adresse samt forevise legitimation) til kontrolpersonalet
Kontrolafgiften kan inddrives ved udpantning. Kontrolpersonalets afgørelse er gældende. Kontrolpersonalet er forsynet med et særligt legitimationskort.
FynBus kan ligeledes udstede kontrolafgift i forbindelse med chaufførernes kontrol af billetter og kort, hvis det kan dokumenteres at kunden har kørt uden gyldig rejsehjemmel.
Ved evt. klage til FynBus over kontrolafgift - se Klager.
Hvis kontrolafgift eftergives, skal der i stedet betales et administrationsgebyr.
Billettering
Man skal købe eller fremvise gyldig billet eller kort ved påstigning af bussen. Det er dit eget ansvar at være korrekt billetteret. Oplys derfor, hvor du skal hen samt fremvis tydeligt billetten/kortet til chaufføren.
Blinde og handicappede
Passagerer, der er blinde eller handicappede, kan rejse billigere med bussen med ledsageordningen.
Mod forevisning af gyldigt DSB Ledsagekort eller medlemskort til Dansk Blindesamfund kan man rejse på billetter og kort til børnetakst. Dette gælder også for eventuel ledsager. Blinde samt ledsagere kan rejse samlet på én voksenbillet.
Førerhunde medtages gratis.
Driftsforstyrrelser
FynBus og entreprenøren påtager sig intet ansvar for følgerne af eventuelle forstyrrelser i driften, herunder eventuel manglende plads i busserne og forsinkelser. Kørslen udføres normalt efter køreplanen og man kan ikke forvente, at bussen afventer forsinkede forbindelser på andre busser, tog- og færgeruter.
Periodekort vil ved driftsforstyrrelser blive godtgjort forholdsmæssigt efter følgende retningslinier:
- Der ydes tilbagebetaling i forhold til antallet af driftsforstyrrelsesdage på relevante ruter.
- Der ydes kun tilbagebetaling, hvis tilbagebetalingskravet udgør mindst 50,00 kr.
- Kravet om tilbagebetaling kan først indgives, når periodekortet udløber, og skal fremsœttes skriftligt inden seks måneder efter kortets udløbsdato.
Man kan som kunde ikke forvente dækning for alternativ transport som fx taxa, med mindre dette er aftalt med FynBus eller entreprenøren. Se afsnit vedrørende rejsetidsgaranti.
Krav om tilbagebetaling vedrørende periodekort udstedt af DSB, bedes rettet til DSB.
Dyr
Hunde kan medtages til børnetakst, hvis de ikke skønnes at være til gene. Hunde skal altid være i snor under rejsen. Små hunde, katte og andre mindre dyr kan medtages uden betaling, hvis de er anbragt i en taske, kurv eller lignende under hele rejsen.
Fører- og servicehunde medtages gratis.
Dyr må ikke anbringes på sæderne.
Hunde, der er anført på listen over forbudte hunderacer, skal være i snor, der er maks. 2 meter lang, og de skal have mundkurv på jf. Justitsministeriets vejledning om hundelovens forbudsordning.
Chaufføren kan afvise befordring af dyr, hvis de skønnes at være til gene. I lokal- og telebusser vil bustypen være afgørende for om hunde, der skal betales for, kan medtages.
Enkeltbilletter
Enkeltbilletter udstedes til en rejse mellem en bestemt start- og slutzone. Der betales for max. 10 zoner. Billetten er gyldig på strækningen inden for tidsgyldigheden. Se afsnit vedrørende tidsgyldighed.
E/P-kort for efterlønsmodtagere/pensionister
Efterlønsmodtagere, modtagere af overgangsydelse og pensionister kan få periodekort med rabat.
Ved udstedelse første gang på FynBus’ Kundecenter forevises dokumentation for modtagelse af den konkrete ydelse på fuld tid. Der skal endvidere forevises personlig legitimation med billede. Ved efterfølgende kortudstedelse forevises udelukkende dokumentation for modtagelse af efterløn/pension.
Efterlønsmodtagere/pensionister kan ikke få rabat på andre billetter og kort.
E/P-kortet er udformet som et periodekort. E/P-kortet udstedes for 30 dage af gangen og til mindst to zoner.
Tilkøb til E/P-kort
Der kan gøres tilkøb til gyldige efterløns/pensionist kort ind til og ud fra kortets påtrykte zoner til børnetakst. Der kan max. betales for ni tilkøbszoner.
Erhvervskort
Erhvervskortet fungerer som et almindeligt periodekort og består af etui, stamkort med fastsiddende, vellignende billede samt et betalt girokort. Erhvervskortet bestilles og betales af arbejdsgiveren, som trækker beløbet fra lønnen før skat.
For brug af erhvervskortet gælder de samme betingelser som for et almindeligt periodekort.
Event-billet
Event-billetten udstedes af FynBus og er en papbillet med påtrykt logo, gyldige zoner og gyldighedsperiode. Billetten vil kunne bruges til ubegrænset antal rejser inden for gyldighedstid og påtrykte zoner.
Forbehold
FynBus' rejseregler er gyldige fra den 17. januar 2010. FynBus forbeholder sig ret til at ændre i disse regler.
Gruppebilletter
Gruppebilletter udstedes til grupper på mindst 15 personer eller der skal betales for mindst 15 personer. Grupper på under 40 personer skal bestille senest seks hverdage før afrejse.
Grupper over 40 personer skal bestille senest syv hverdage før afrejse. FynBus forbeholder sig ret til at afvise større grupper på grund af manglende kapacitet. Se her for bestilling.
Der gives 50% rabat på enkeltbilletpris. Gratisreglen for medtagning af børn er ikke gældende. For at opnå grupperabat forudsættes, at hele gruppen foretager påstigning fra samme stoppested.
Såfremt en gruppe møder op til anden afgang end aftalt bortfalder retten til grupperabat, og der kan alternativt udstedes en straksgruppebillet. Straksgruppebilletter udstedes i bussen uden forudgående aftale til grupper på mindst otte betalende kunder. På straksgruppebilletten kan opnås rabat svarende til køb af 10-turskort, ligesom gratisreglerne for medtagning af børn gælder.
Gyldighed billetter/kort
Kun billetter og kort, der er godkendt af FynBus er gyldige til rejser inden for FynBus' område.
Hittegods
Glemte og fundne sager opbevares af entreprenøren/FynBus i højst syv dage, hvorefter de afleveres til politiets hittegodskontor.
Klager
Skriftlige klager stiles til FynBus og fremsendes til:
FynBus Kundecenter
Postboks 359
5100 Odense C
eller via e-mail: fynbus@fynbus.dk.
For at opnå en seriøs og effektiv sagsbehandling som muligt, bør klager indsendes hurtigst muligt. Behandlingen af klager forudsætter, at der er fremsendt oplysninger om fuldt navn og adresse.
Ved klager med ønske om refusion medsendes ligeledes oplysninger cpr-nummer af hensyn til eventuel udbetaling til NEM-konto.
FynBus' afgørelse af klager kan indbringes for Ankenævnet for Bus/Tog og Metro. Klagevejledning vil være vedlagt FynBus' afgørelse.
KVIKkort
KVIKkortet er et upersonligt kort og udstedes af FynBus med fast zoneantal.
KVIKkortet afregnes via betalingsservice og bestilles på www.kvikkort.dk.
Omstigningsregler og tilkøbsregler som til turkort.
Køreplaner
For FynBus' ruter udgives strækningskøreplaner for de enkelte ruter. Tiderne i køreplanen og på stoppestederne er de tidligste afgangstider og afhængig af trafiksituationen kan bussen afgå nogle minutter senere.
Ved omstigning fra en rute til en anden, skal der være mindst 5 minutters ophold for, at forbindelsen kan nås, med mindre andet er angivet i køreplanen.
Mad og drikkevarer
Mad og drikkevarer må ikke nydes i bussen.
Misbrug
Det betragtes som misbrug af billetter og kort, hvis man for eksempel:
- bruger billetter og kort, der er udstedt til andre eller
- ændrer i afstempling eller tekst
Misbrugte billetter og kort inddrages. Passagerer, der har rejst på bagudbetalt rejsehjemmel, vil blive opkrævet forbruget, såfremt FynBus kan dokumentere det. Ved misbrug af personlige kort som periodekort, uddannelseskort, SU-kort og E/P-kort kan man miste retten til at købe disse kort. Ved mistanke om forfalskning eller andet strafbart misbrug overgives sagen til politiet.
Natbus
På de i køreplanen markerede ture fredag og lørdag opkræves et nattillæg udover den normale billetpris. Nattillægget svarer til ca. 50 % af enkeltbilletprisen. Nattillægget udstedes til alle kontante billetter. Der kræves nattillæg til DSB-billetter.
Der udstedes i natbusserne kun billetter til voksne. Børn under 16 år kan benytte DSB-billetter, turkort og billetter udstedt til børn.
1-dagsbilletter kan ikke benyttes i natbusserne.
Nødbillettering
I tilfælde af nedbrud på billetudstyr nødbilletteres for alle, der skal kontant-billetteres (kunder på turkort kører gratis).
Om FynBus
FynBus varetager administrationen af den offentlige service trafik på Fyn, Langeland og Ærø.
Ved rejser på Fyn med busruter gælder FynBus’ rejseregler og takster.
Opbevaring
Billetter og kort opbevares under kørslen og forevises på forlangende.
Overdragelse
Overdragelse af delvist benyttede billetter eller klip på turkort til andre er ikke tilladt, når rejsen er påbegyndt.
Periodekort
Periodekortet er gyldigt til rejser med bus og tog inden for FynBus’ område.
Periodekortet består af et etui, et stamkort med vellignende billede samt et betalt girokort.
Periodekortet skal bestilles hos FynBus eller på en kort-udstedende DSB-station på Fyn, og er først gyldigt, når girokortet er betalt og kvitteret.
Girokort betalt via netbank uden stempel er ikke gyldigt. Såfremt der ved den elektroniske billettering er uoverensstemmelse med det gyldige girokort, er det altid det gyldige girokort, der er gældende.
Ved bestilling af kortet første gang skal man fremsende et billede. Ekspeditionstiden er normalt to til fire dage og kortet udstedet til minimum to zoner.
Kortet er i gyldighedsperioden gældende til et ubegrænset antal rejser i alle zoner inden for gyldighedsområdet. Ved et gyldighedsområde forstås alle de zoner, der ligger mellem de påtrykte zoner på kortet. Gyldighedsperioden er en vilkårlig sammenhængende periode fra 30 til 365 dage. Til yderligere fastlæggelse af omstignings- og rejsemulighederne definerer FynBus via zoner, hvor der ikke er tale om direkte ruteforbindelse mellem start- og slutzone. Man kan endvidere købe et partoutkort, som giver gyldighed til samtlige zoner i FynBus’ område.
Tilkøb til periodekort
Der kan gøres tilkøb ti gyldige periodekort ind til og ud fra de på periodekortet påtrykte zoner. Der kan max. betales for ni tilkøbszoner.
Personlige kort
Personlige kort må kun benyttes af personen, det er udstedt til. Det skal forevises åbent ved hver påstigning, så identifikationen er mulig på baggrund af foto på kortet. Ansigt skal derfor være synlig ved billettering med personligt kort.
Rejsegods og godsforsendelser
Som rejsegods regnes genstande der følger passageren fra på- til afstigning.
Rejsegods af rimelig vægt og omfang (undtagen cykler og cykelanhængere) medtages gratis, hvis der er plads i bussen.
Chaufføren kan afvise rejsegods.
Ildelugtende genstande eller ting, som på anden måde kan genere eller være til fare for de øvrige passagerer må ikke medtages i bussen. Chaufføren har den endelige afgørelse.
Cykler:
Cykler medtages kun i det omfang pladsforholdene tillader det - dog maksimalt to cykler pr. bus.For transport af cykler opkræves betaling ifølge gældende takst (se takstfolder). Betalingen gælder for hele rejsen (inklusiv omstigninger), hvis man har købt en gyldig personlig rejsehjemmel til hele rejsen. Ved omstigning kan der ikke garanteres plads til cyklen i den næste bus.
Ved returrejse eller ved køb af ny personlig rejsehjemmel betaler man på ny for cykeltransporten.
Man kan ikke påregne chaufførens hjælp til på- og aflæsning af cyklerne. Chaufføren er dog ansvarlig for at det sker forsvarligt. FynBus's cykelbilletter gælder kun til brug i bussen og DSB's cykelbilletter gælder kun til toget.
Bybusser medtager ikke cykler.
For lokalruter er bustypen afgørende for om der medtages cykler.
Barnevogne, klapvogne og kørestole:
Barnevogne, klapvogne og kørestole medtages gratis, såfremt der er plads. En barnevogn skal under kørslen være fastlåst og under opsyn, så ingen kommer til skade ved for eksempel opbremsninger.
Kørestolsbrugere skal ved egen hjælp eller ledsagers hjælp kunne komme ind i bussen.
Man kan ikke påregne chaufførens hjælp ved på- og afstigning. Hvis chaufføren finder det hensigtsmæssigt, anbringes barnevognen/klapvognen/kørestolen i bussens bagagerum.
Erstatning:
Der ydes kun erstatning for småskrammer på cykler, barnevogne eller lignende, der transporteres uemballeret.
Rejsens pris
Fyn er inddelt i 91 takstzoner. Når prisen på din rejse udregnes tages der udgangspunkt i den zone, hvor rejsen starter. Du betaler en grundtakst for den 1. zone, du starter rejsen i og en tillægstakst for hver af de efterfølgende zoner.
Hvis du undervejs passerer en takstzone i større afstand fra startzonen end slutzonen, bestemmes prisen dog ud fra afstanden til den fjerneste zone på rejsen. Både start- og slutzonen tælles med i prisen.
Uanset hvor mange zoner en rejse foregår i, betaler du ikke for mere end 10 zoner.
Ved tilkøb betales maksimum ni zoner. Se reglerne unde de enkelte kort.
Du kan få en takstfolder, som indeholder de gældende takster og rabatter samt et kort med zoneinddelingen på Fyn i bussen og på kortsalgsstederne i Odense.
Rejsetidsgaranti
Rejsetidsgarantien omfatter FynBus’ busser på Fyn, Langeland og Ærø, dog undtagen LynBussen på strækningen mellem Nyborg og Svendborg.
Rejsetidsgarantien går ud på, at FynBus betaler en taxa, hvis bussen er mere end 20 minutter forsinket ved stoppestedet eller hvis bussen er afgået før tid. Er der busskifte undervejs, gælder rejsetidsgarantien for hele rejsen inden for FynBus’ område. Garantien omfatter også FynBus’ kørsel i takstområder uden for FynBus’ område.
Rejsetidsgarantien træder i kraft ved forsinkelser, der skyldes fejl fra FynBus’ side. Det kan skyldes, at bussen helt udebliver, eller hvis et busskiftemislykkes pga. forsinkelsen. Garantien gælder ikke, hvis forsinkelsen skyldes forhold udefra, som FynBus ikke har haft indflydelse på, som f.eks. ved:
• Arbejdsnedlæggelser og blokader.
• Meget dårligt vejr: Sne, fygning, orkan osv.
• Trafikproblemer pga. f.eks. vejarbejde og andre særlige trafikale forhold.
Garantien gælder heller ikke, hvis FynBus har varslet forsinkelser i annoncer, på plakater,hængeskilte, lokalradio eller på FynBus’ hjemmeside eller hvis FynBus har ændret køreplanen og varslet dette.
For grupper på 15 eller flere passagerer gælder rejsegarantien kun, hvis gruppen er rettidig anmeldt i henhold til FynBus’ rejseregler for grupperejser.
Der gives kun rejsetidsgaranti, hvis passageren kan redegøre for tid, sted og rutenummer, hvor forsinkelsen opstod. Hvis der skal skiftes bus undervejs, skal rejsen planlægges, så der er mindst 5 minutter mellem planlagt ankomst og afgang.
Hvis passageren på rejsen skal skifte til en bus i et andet trafikselskabs område, eller hvis passageren skal skifte til et tog, dækker rejsetidsgarantienkun den del af rejsen, som FynBus skulle haveudført. Dvs. at hvis en bus er forsinket mere end 20 minutter, betaler FynBus f.eks. kun taxi til togstationen – ikke taxi til den videre rejse til f.eks. København.
Passageren skal selv betale taxien i første omgang. Bagefter - senest to uger efter rejsen - sendes taxikvitteringen sammen med et refusionsskema (se rejsetidsgarantifolder) til FynBus’ Kundecenter. FynBus refunderer pengene, hvis betingelserne og tidsfristen for kravet er opfyldt. Krav om rejsetidsgaranti bortfalder, såfremt FynBus kan dokumentere, at betingelserne ikke er opfyldt.
Læs mere her...
Rekvisitioner
Institutioner, virksomheder og lignende, der har brug for at kunne udlevere busbilletter og turkort til bestemte formål, kan indgå aftale med FynBus om rekvisitionsrejser. Rekvisitioner udleveres af FynBus’ Kundecenter til kunden. Kunden udfylder
selv rekvisitionen, der herefter kan benyttes til køb af busbilletter uden kontant betaling.
Turkort kan ikke købes på rekvisition i bussen, men fremsendes/udleveres af FynBus direkte til rekvirenten. Der må påregnes leveringstid ved bestilling af rekvisitionsrejser. Kun rekvisitioner udstedt af FynBus er gyldige til køb af billetter og kort.
Rulleskøjter
Passagerer med rulleskøjter må ikke have disse påspændt under rejsen. Rulleskøjterne skal opbevares forsvarligt under kørslen.
Rygning
Tobaksrygning er ikke tilladt.
Skolekort
Skolekort er en rabatteret rejsehjemmel til transport mellem hjem og skole. De er gyldige på skoledage mellem kl. 06.00 og kl. 18.00.
Skolekort udstedes gennem skolesekretæren på de respektive skoler. Det er bopælskommunen, der afgør om den enkelte elev er kørselsberettiget.
Derudover gælder samme regler som for ordinært periodekort, herunder tilkøbsregler for skolekort.
SMS-billet
SMS-billetten er en tidsbegrænset billet, som gælder i den tidsperiode og i de zoner, den er købt til. Gyldighedsperioden svarer til kontantbillettens.
Der kan max. købes en billet pr. tur. pr. mobiltelefon. SMS-billetten skal købes, inden man stiger på bussen.
SMS-billetten betales via mobilregningen.
Det er ikke tilladt at videresende SMS-billetten til andre eller ændre i SMS-billetten. Det opfattes som dokumentfalsk og anmeldes til politiet.
Uddannelseskort
Studerende ved de videregående uddannelser kan få periodekort med rabat. Kortet skal bestilles via www.uddannelseskort.dk. Kortet er personligt og udstedes med gyldighed på mindst 30 dage.
Tilkøb til su-kort
Der kan gøres tilkøb til gyldige SU-kort ind til og ud fra de på SU-kortet påtrykte zoner.
Der kan max. betales for ni tilkøbszoner.
Tidsgyldighed
Du kan læse mere om, hvor længe din billet gælder, og hvordan du kan stige om under Tidsgyldighed og omstigning
Tilbagebetaling og erstatning
Ved alle tilbagebetalinger fratrækkes et ekspeditionsgebyr. Ekspeditionsgebyret fastsættes af FynBus i henhold til gældende takstfolder. Pr. 16. januar 2011 er beløbet 25 kr. Restbeløb med en værdi under 25 kr. udbetales ikke.
Rejsehjemler købt på rekvisition kan kun tilbagebetales til rekvirenten/-institutionen.
Billetter:
Der ydes ikke tilbagebetaling på enkeltbilletter og 1-dagsbilletter. Bortkomne billetter erstattes ikke.
Turkort:
I forbindelse med takstændringer kan turkort til gammel pris benyttes indtil udløb af kortets gyldighedsperiode, men mindre andet annonceres.
Tilbagebetaling af delvis brugte eller ubrugte turkort kan ske ved henvendelse i FynBus Kundecenter.
Tilbagebetaling af kortet kan endvidere ske ved indsendelse til FynBus med oplysninger om navn, adresse, telefonnummer og cpr-nummer af hensyn til overførsel af beløbet til NEM-konto.
For kort købt på rekvisition sker tilbagebetaling altid til rekvirenten.
10-turs turkort tilbagebetales efter følgende regel: Passageren skal selv betale et beløb pr. brugt klip, der svarer til enkeltbillettens pris. Sammen med ekspeditionsgebyr trækkes dette beløb fra 10-turskortets pris, hvorved tilbagebetalingsbeløbet fremkommer.
Periodekort og E/P-kort:
Periodekort og E/P-kort tilbagebetales, hvis de indsendes til FynBus inden gyldighedsperioden udløber.
Første tilbagebetalingsdag er den dag FynBus modtager kortet. Gebyret for tilbagebetaling af periodekortet fastsættes af FynBus efter gældende takster.
Uddannelseskort:
Uddannelseskort tilbagebetales i henhold til de beskrevne regler i pjecen om uddannelseskort, som fås på www.uddannelseskort.dk
Erstatning af periodekort/uddannelseskort:
Hvis kortet bortkommer, kan der ved henvendelse til FynBus Kundecenter udstedes et erstatningskort. Prisen for et erstatningskort er - se gældende takstfolder. Et eventuelt restbeløb overføres til erstatningskortet.
SU-kort:
Tilbagebetales ikke.
Turkort
Elektroniske turkort udstedes med 10 ture. 10-turskort er upersonlige og gyldige i ét år. Kortet udstedes til minimum to zoner. Kortet er gyldigt til rejser indenfor gyldig zoneafstand fra startzonen og indenfor tidsgyldigheden. For udstedelse af elektroniske kort opkræves gebyr. FynBus tilbagekøber ubeskadigede og genanvendelige elektroniske turkort til en pris, der modsvarer det oprindeligt opkrævede gebyr for kortet. Kort med foto tilbagekøbes dog ikke.
Tilbagekøbet gælder kun det fysiske kort. Refusion af eventuelt ubrugte rejser sker efter reglerne herom. Tilbagekøbet sker ved henvendelse på kortsalgsstederne i Odense eller ved fremsendelse af kortet til FynBus Kundecenter, Postboks 359, 5100 Odense C med oplysninger om navn, adresse, telefonnummer og cpr-nummer, af hensyn til overførsel via NEM-konto. For kort købt på rekvistion overføres beløbet altid til rekvirenten
Flere personer kan rejse sammen på samme turkort. Der foretages et klip for hver passager. Deling af klip (det vil sige zoner) er ikke tilladt. To børn (under 16 år) kan rejse sammen på ét voksenklip, men voksne kan ikke rejse på et turkort til børn, dog kan blinde og en ledsager rejse på ét voksenklip.
Tilkøb til turkort
En rejse på turkort kan forlænges ved tilkøb. Tilkøbet udvider zonegyldigheden på det turkort, man har i forvejen.
Tilkøbsbilletten udstedes kun som billet til mindst én ekstra zone. Der kan kun gøres tilkøb til gyldige turkort. Har man et turkort til fem zoner og vil rejse ni zoner, skal man betale tilkøb for de ekstra zoner. Ved tilkøb afleveres kortet til chaufføren, som trækker klip på kortet og udsteder en billet til de resterende zoner.
HypercardUddannelseskort
Hypercard udstedes af FynBus i henhold til "Lov nr. 208 af 31. marts 2008 - Lov om ændring af lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v". og forskellige andre love (Omlægning af ansvaret for befordring til brobygning, ny befordringsordning ved korte forløb, elektronisk ansøgning m. v.).
"Lov nr. 170 af 24. feb. 2009 – Lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v."
"Bekendtgørelse 804 af 29. juni 2008 om befordringsrabattil uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v."
Loven er blevet udvidet med Hypercardet pr. 1 august 2011
Værdikort
Værdikortet er et upersonligt kort, som udstedes af FynBus til to zoner. Der kan ikke gøres tilkøb til værdikort.
Værdikortet kan købes ved personlig henvendelse hos FynBus' Kundecenter og salgssteder inden for Odense Kommune. Omstigningsregler er de samme som 2-zoners-turkort.
Værnepligtige
Værnepligtige kan benytte DSB´s rejsekort medtilhørende legitimationskort til fri befordring på alle ruter i FynBus.
1-dagbilletter
1-dagsbilletten sælges i fire varianter:
• 1-dagsbillet til Fyn, som giver ret til et ubegrænset antal rejser med FynBus indenfor Fyn, Langeland og Ærø hele den dag billettener udstedt til.
• 1-dagsbillet med sejltur til Ærø, som giver ret til et ubegrænset antal rejser med busser, der betjener FynBus’ område samt én tur/returrejse med færgerne til Ærø hele den dag, billetten er udstedt til.
• 1-dagsbillet Odense, som giver ret til ubegrænset rejser inden for Odense Kommune. Billetten kan købes i bussen og er gældende i zone 4001 og 4010.
2-zoners periodekort i Odense Kommune
Kortet er et personligt kort med vellignende billede, som er gyldigt til rejser med bus inden for zone 4001 og 4010.
Kortet skal bestilles ved FynBus Kundecenter. Efterfølgende kan kortet fyldes op ved salgssteder i Odense Kommune.
Tilkøb til 2-zoners periodekort
Der kan gøres tilkøb til kortet ved rejser udover zone 4001 og 4010.

